Efter eget udsagn er den 20 årige Anton, hovedpersonen i denne delvist selvbiografiske beretning, typen, som altid kommer fem minutter for sent, relativt ofte mister sin mobil og i øvrigt sagtens kan undvære den. Det bekymrer ham ikke særligt, at være afskåret fra omverdenen, idet han alligevel ofte går sine egne veje. I bogens forord siger han: Ingen, som kender mig, ville på forhånd sige: “Anton, han er simpelthen skabt til Livgarden.” De ville snarere tænke: “Kæft, trit og retning? Det går aldrig!” Hans formål med at søge ind ved Livgarden var at blive en del af et fællesskab og vise sig selv og andre, at han både kunne tage ansvar og rette ind.
DRÆN er en hudløs og sårbar fortælling om en værnepligt i Livgarden, hvor hovedpersonens egne oplevelser og iagttagelser af kammeraterne, de overordnede og det militære system flettes sammen i en fiktiv fortælling med opdigtede navne og karakterer. DRÆN er beretningen om en arbejdsplads/uddannelsesinstitution med en tone og en etik, man ikke ville forvente i dagens Danmark. Man stiller sig selv spørgsmålet: Hvad betyder det afstumpede menneskesyn generelt for vores militær? Er det den slags soldater, vi ønsker skal repræsentere vores land? Kan vi forbedre noget? På bogens cover stiller Anton selv spørgsmålet: Soldater har brug for at kunne være ‘hårde’, men er det alle situationer, som kræver det? Hvad synes du?
Bogens titel, DRÆN, refererer til militært slang om en i tjenesten ugidelig eller kluntet person, men også til hvordan store udfordringer og svære situationer kan tappe dig for al energi.
