Petunias mor har syet en forklæde-kjole med lommer af stofrester i forskellige farver til Petunia. Lommer, som har plads til ting Petunia finder og gerne vil gemme - f.eks. den hvide sten, hun fandt sammen med mormor ved sommerhuset. Heldigvis har Petunia stenen i lommen den dag i børnehaven, hvor de andre leger 'hemmelig klub'. En 'hemmelig klub', hvor man ikke kan være med, hvis man har grønt tøj på. Og det har Petunia jo næsten altid. Ked af det går Petunia ud på legepladsen og gemmer sig i en busk. Og så er det, hun mærker stenen. Er den magisk som Mormor troede? Petunia lukker øjnene og ønsker....
En bog om venskab og fællesskab, som begynder med en trist historie om uvilje og mobning, men ender med et 'hule-projekt' hvor alle - både piger og drenge er med.
De flotte collage-agtige illustrationer med stiliserede 'flade' figurer mod en grafisk baggrund med elementer at fotos af naturmaterialer, mønstret stof og knapper, vidner om forfatter og illustrator Nanna Gomaas karriere som tekstildesigner.
Historien om Petunia vil få enhver lille pige til at ønske sig en forklæde kjole med 'tingfinder-lommer', som den Petunia har.
Her kan du downloade et snitmønster til kjolen: Link
Nanna Gomaa
PETUNIA - EN RIGTIG DUM DAG
Format: 22x29 cm
40 sider
Aldersgruppe: 3-6 år